tirsdag den 29. maj 2012

Sommerskøn jordbærtærte

Til min kærestes fødselsdag ville jeg lave en rigtig lækker kage. Første plan var en brownie cheesecake, men grundet det gode vejr valgte jeg i stedet, at kreere en sommerklassiker: Jordbærtærten

Jeg fulgte følgende opskrift, som passede til en 28 cm tærteform:

Bund af smørdej:
200 g. rigtig smør (ved usammenhængende dej tilsæt mere smør)
250 g. mel
50 g. flormelis
1 stang vanilje

Marcipanmasse:
100 g. rigtig smør
150 g. marcipan
100. g. sukker
4 æg

Creme:
6 æggeblommer
6 spsk sukker
2-3 vaniljestænger
1 liter mælk
3-4 spsk maizena 

Gelé: 
4 dl. jordbærsaftevand (tilpas selv blandingsforhold mellem saft og vand, da det er en smagssag)
1 tsk sukker
Evt. rød konditorfarve for at give geléen en rigtig lækker rød farve
5 blade husblas

Fremgangsmåde: 
Eftersom rigtig smør er hård i konsistensen, når det kommer ud af køleskabet, er det en god idé at lade det stå ude i et kvarters tid inden brug, så det blødes op. 
  1. Ingredienserne i smørdejen blandes sammen. Jeg gjorde det ved at ælte ned i skålen med hele hånden. Dejen sættes derefter på køl i 15-20 min. Eftersom smørdejen (grundet al smørret) er rimelig klistret, valgte jeg at trykke dejen ud i fadet ved håndkraft. Nogle vælger dog også at rulle dejen ud til passende størrelse. 
  2. Marcipanmassen æltede jeg også sammen ved håndkraft til start, og fik de sidste klumper udryddet ved at piske med elpiskeren. Marcipanmassen kommes ud over den ubagte dej og bages i almindelig ovn v/ 200 g. i 20-25 min. Når kagen er færdig og afkølet kommes smeltet chokolade på bunden. Jeg brugte 70 % chokolade, som jeg smeltede over vandbad
  3. Til cremen tilsættes æggeblommerne, vaniljen, sukkeren og 7 dl. mælk i gryden og lad det koge op. De sidste tre dl. mælk rystes sammen med Maizenaen og tilsættes lidt efter lidt i gryden, indtil konsistensen af cremen synes passende. Cremen skal til sidst have et opkog et par minutter, hvor der røres konstant. Køl derefter af og kom cremen på bunden med den størknede chokolade.
  4. Til geleen lægges husblasen i blød i koldt vand i ca. 10 min. Imens koges jordbærsaften og sukkeren i en gryde. Husblasen tages op af vandet og klemmes fri for resterende vand. Jordbærsaften tilsættes husblassen og køles ned. Jeg valgte at lade husblasen størkne helt og røre den ud i klumper og putte ovenpå cremen. Man kan også hælde den ud over enten cremen eller jordbærerne lige inden, den størkner. Det er en smagssag. 
  5. Til sidst kom jeg to bakker halverede jordbær på toppen



Det færdige resultat: 



Vi tog kagen med ned til havnen i Aalborg og fejrede fødselsdag dernede med kaffe, saftevand og øl i de fantastiske 27 grader. Velbekomme! 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar